[Brevkasse] Alternativer til den traditionelle jobsøgning søges!
Hej Simone
Jeg har fået en ekstra udfordring pga. Corona-situationen
…
Det er ikke Corona i sig selv, der udfordrer mig, men den kendsgerning at restriktioner og nedlukket erhvervsliv spiser af min opsigelsesperiode.
Jeg er opsagt fra en stilling i det offentlige som følge af omfattende besparelser og min opsigelsesperiode går til udgangen af maj måned.
Jeg synes egentlig, at der var kommet lidt gang i stillingsopslagene på mit arbejdsområde, men alle rekrutteringsprocesserne er nu bremset.
Mit spørgsmål er, om du kan byde ind ind med gode alternativer til den traditionelle jobsøgning (herunder også uopfordrede ansøgninger), som kan give mening at forfølge i den nuværende situation?
Jeg vil så gerne gøre alt, hvad jeg kan for at finde et nyt job til 1. juni….
På forhånd tak.
Bedste hilsner
Torben
Kære Torben
Tusind tak for dit spørgsmål til min brevkasse.
Dybest set er jobsøgning en proces, hvor du skal sælge dig selv til en kommende arbejdsgiver.
Mange tænker ikke over, hvor meget jobsøgning egentligt har til fælles med salg.
(og hvis du bliver træt ved bare at høre ordet salg – så giv mig lige en chance – det er ikke som klamt, som du måske tror.)
Indenfor salg skal man have styr på to ting:
1. Du skal kende din modtager virkelig godt
og
2. Du skal lave et uimodståeligt tilbud
Det skal jeg selvfølgelig nok uddybe, så hæng på.
Vi starter med at kende din modtager.
Kort fortalt skal du kende din kommende arbejdsgivers værste mareridt og deres ultimative drøm.
Du skriver ikke, hvilke jobs du søger, så lad os sige, at du er IT-projektleder.
Hvad er så en kommende chefs værste mareridt…?
Jeg gætter på det her:
Kort før deadline i et stort IT-projekts opdager han, at det hele sejler.
Der er ikke styr på:
- opgavernes fremdrift
- om vi når det til tiden
- om budgettet holder
- kunderne rykker og er sure
Se dét kan give urolige nætter hos chefen!
Drømmen er selvfølgelig det stik modsatte:
- At kunne sove trygt, fordi vi ved, at der ikke kommer noget uforudset.
- At projektet er i tygge hænder.
- … og bliver leveret til tiden. I høj kvalitet.
- Eller at du i det mindste rapporterer om, at situationen har ændret sig i god tid, så I kan tage nogle velovervejede beslutninger.
Sådan kunne et eksempel på din kommende arbejdsgivers drøm og mareridt se ud.
Giver det mening?
Det håber jeg.
For så kan vi tage den næste del:
Det uimodståelige tilbud…
Det uimodståelige tilbud handler om at oversætte dine kompetencer og din erfaring til en løsning på din kommende arbejdsgivers problem.
Fine titler og flotte uddannelser sælger IKKE,
hvis læseren ikke forstår, hvad det kan bruges til.
Derfor er det godt, at give nogle konkrete eksempler på, hvad du kan gøre for din nye arbejdsplads.
Lav gerne en direkte kobling mellem din erfaring og din fremtid i det nye job – fx. sådan her:
“Da jeg arbejdede hos [indsæt virksomhed]
stod jeg for [indsæt nogle forskellige relevante scenarier].
Det gør mig godt rustet til, at klare opgave XX hos jer.”
Smagsprøver – og det oversete trick
Nogle gange kan det også være nødvendigt at give smagsprøver.
(Ligesom de gør i supermarkedet)
Det kunne f. eks. være at sætte referencer ind.
og NEJ….!
Her mener jeg IKKE bare et navn og telefonnummer på en ukendt ven fra fortiden,
men rigtige udtalelser som du klipper direkte ind.
På den måde skal læseren af din ansøgning ikke først ringe op på et ukendt telefonnummer, til et ukendt menneske og formulere spørgsmål og få dem til at sige noget positivt … For du har gjort det arbejde for dem, og serveret det på et sølvfad.
Dette er i øvrigt en ret overset metode.
Jeg ser stort set ingen, der klipper referencetekster direkte ind i deres CV, så det kan jeg godt anbefale som et lille trick.
Overvej derefter, hvordan du kan ellers give dem en smagsprøve på dig.
Har du f.eks. noget på hjerte omkring dit fagområde? Så ville det være oplagt, at du skrev nogle artikler om det og lagde det på LinkedIn, så de kan se det, når de tjekker din profil.
Dette er ikke noget, du skal sende med i din ansøgning.
Det skal snarere fungere som dit visitkort, når de tjekker op på, hvem du er. Og det skal helst sige noget om den faglighed, som du repræsenterer.
Men før du springer ud i de ovennævnte råd …
… så skal du måske overveje om den metode, du bruger, overhovedet er den rigtige for dig.
Hvis du var mentee hos mig, ville jeg spørge dig:
“Hvordan har du landet dine tidligere jobs?”
Hvis det i virkeligheden er gennem netværk eller kaffeaftaler, du er blevet hentet førhen, så er det ikke sikkert, at det kan svare sig at bruge krudt på de traditionelle ansøgningsmetoder.
Det der har virket gør, virker garanteret igen.
Og i så tilfælde handler det måske om at tage kontakt til de mennesker, som er relevante i dit netværk.
Så … Hvem skal du på date med i dit netværk?
Jeg ved, at det her kan være grænseoverskridende for mange, men tænk på det som dating.
Du er søgende efter noget, men du vil selvfølgelig ikke tage hvad som helst. Ligesom du selvfølgelig ikke vil gifte dig med hvem som helst.
Så du er nødt til at sondere terrænet.
Hvis der er nogen ude i dit netværk, du synes laver noget interessant, så kontakt dem med oprigtig interesse.
Spørg dem, hvad der rører sig hos dem.
Tænk på det, som at du stikker fingeren i jorden for at mærke, om det kunne være interessant for dig at være der, hvor de er … og byd i så fald op til en “date”.
Jeg oplever desværre, at mange overtænker netværksmetoden.
De tror nærmest de skal give invitation til giftemål, når de søger job eller læser et stillingsopslag.
Hvis du har det sådan, så husk at det er en dialog, der skal i gang.
Intet andet.
I skal lære hinanden at kende.
… og du har lige så meget lov til at tage kontakt til nogen, for at høre hvad de er for nogen, som virksomhederne har lov til at slå et stillingsopslag op, for at høre, om der er nogen, der har lyst til at tage en snak med dem.
I praksis starter man sjældent med at sige:
“Jeg vil ha’ dig for evigt.”
Man starter med at sige:
- “Nå, er der noget, der virker interessant?”
- “Gider vi snakke sammen?”
- “Gider vi snakke sammen en gang mere?”
- “Gider vi, og har vi lyst til, at blive inviteret med hjem på middag?”
… Og så tager man den derfra.
Hvis du prøver de her råd af, og det stadig ikke rigtig virker for dig – så kan det være, at du er nået dertil, hvor du helt har mistet troen til dig selv.
CV, ansøgningen og selve det at søge job, er i virkeligheden kun toppen af isbjerget.
Det der ligger under, er troen på vores egne evner, vores selvtillid og evnen til overhovedet selv at se, hvad det er for en værdi, vi har og skaber.
Se jobsøgningsisbjerget illustreret her:
Hvis det er tilfældet, at det er troen på din egen værdi og/eller dig som menneske, så skal vi have fat i nogle helt andre ting.
(Det er blandt andet det, jeg arbejder med på mine mentorforløb, som er designet til at give dig større faglig selvtillid og gøre dig meget mere attraktiv på arbejdsmarkedet!)
Jeg håber, at mine råd kan give dig inspiration til, hvordan du kan gribe din jobansøgning an.
Pøj pøj med det!
Bedste hilsen herfra
– Simone
Få 5 lette tips til at finde dine spidskompetencer
– Øg din faglige selvtillid og kom et stort skridt nærmere drømmekarrieren
Hent min guide og få videotips og konkrete øvelser sendt direkte til din indbakke. Det er det tætteste, du kan komme på at have mig som karrierementor uden at skulle lægge en krone for det.
*Når du henter guiden, tilmelder du dig samtidigt mit nyhedsbrev.